Morsø Kommune bliver landets første Gigabit-kommune

28. marts 2019

Når Thy-Mors Energi færdiggør fiberudrulningen på Mors inden udgangen af 2019, bliver Morsø kommune landets første Gigabit-kommune med lynhurtigt internet.

På Mors kan alle inden længe vinke farvel til langsomme internetforbindelser og dårligt tv-signal. En aftale mellem Morsø Kommune og Thy-Mors Energi betyder nemlig, at Thy-Mors Energi sætter hårdt ind for at sikre en fuld udbygning af fibernettet på Mors inden årets udgang.

Med 1 Gigabit internet (up og download) får borgerne i Morsø Kommune hermed adgang til en digital infrastruktur i verdensklasse, og det vækker glæde hos Morsø Kommunes borgmester, Hans Ejner Bertelsen:

- Vi har god grund til at være stolte. Når vi inden årets udgang står med et fuldt udbygget fibernet på Mors, er det et tydeligt eksempel på, hvad vi som kommune er i stand til at opnå gennem et godt samarbejde med et lokalt forbrugerejet selskab som Thy-Mors Energi, fortæller han, og fortsætter: 

- Med et lynhurtigt internet kan vi gøre Mors endnu mere attraktiv – både i forhold til at fremme bosætning og fremme det lokale erhvervsliv. En stabil og lynhurtig internetforbindelse giver øens unge rig mulighed for at læse via fjernstudier, og de behøver derfor ikke nødvendigvis at fraflytte Mors for at gennemføre en videregående uddannelse, hvis studiet tilbyder fjernundervisning. Samtidig bliver det endnu mere attraktivt at drive virksomhed på Mors, fordi vi i modsætning til andre kommuner kan tilbyde en Gigabit-internetforbindelse. Det er et stærkt kort at have på hånden, fortæller Hans Ejner Bertelsen.  

Også i Thy-Mors Energi er man glad for, at et tæt samarbejde med Morsø Kommune nu betyder, at Morsø Kommune nærmer sig fuld fiberdækning: 

- Ønsket fra Morsø kommune om fibernet til de kommunale institutioner har skabt gode forudsætninger for fiberudrulningen på Mors, og vi glæder os naturligvis over, at vi som lokalt forbrugerejet selskab kan være med til at understøtte den teknologiske udvikling af vores lokalområde, fortæller Robert Hove, bestyrelsesformand i Thy-Mors Energi, og fortsætter:

- Thy-Mors Energi kan etablere fibernet i kraft af fællesskabet med selskabets ca. 44.000 lokale andelshavere. Og som forbrugerejet selskab ser vi det som vores ansvar, at samtlige af vores andelshavere i Thy og på Mors får tilbudt en digital infrastruktur i verdensklasse, afslutter Robert Hove. 

 

Fakta 

  • Thy-Mors Energi investerer ca. 60 mio. kr. årligt i udrulningen af fibernet. 
  • Inden udgangen af 2020 kan alle Thy-Mors Energis andelshavere i Thy og på Mors få gratis tilslutning til fibernettet. 
  • Thy-Mors Energis samlede investering i fibernettet vil ultimo 2020 udgøre 625-650 mio. kr.

Tilbage

Få medindflydelse

Du er andelshaver i Thy-Mors Energi, hvis du bor i Thy, på Mors eller Thyholm. Du kan derfor få medindflydelse på vores fælles el- og fiberselskab.

Læs om dit medejerskab