Danmark er dybt afhængig af sektorkobling og innovative løsninger for at indfri de nationalpolitiske målsætninger inden for grøn omstilling. Kommende generationer har derfor en vigtig rolle at spille - nutidens unge er den innovationskraft, vi er afhængige af for at kunne skabe grøn vækst i fremtiden.

Men … energi er en svær størrelse at forstå, og den igangværende grønne omstilling levner derfor rum for oplysning, formidling og læring. Vi tilbyder derfor gratis skoleundervisning til alle 5. klasser i Thy og på Mors som en del af koncernens strategiske indsats inden for grøn omstilling.

Pressemeddelser fra Thy-Mors Energi

Green Hub Denmark udvider bestyrelsen og understreger forankringen i hele Nordjylland

 

10/03/2021

Med en udvidelse af bestyrelsen ønsker Green Hub Denmark at sikre involvering og højt aktivitetsniveau på tværs af hele Nordjylland. Dette sikres nu med stærke kræfter fra flere dele af regionen, når Lars Peter Christiansen, adm. direktør for Thy-Mors Energi og Niels Arnold Lund, Bestyrelsesformand for Skagen Havn træder ind i bestyrelsen.

Ambitionen med Green Hub Denmark er at samle de mange nordjyske kræfter og kompetencer og være katalysatorer for erhvervsudviklingen i Nordjylland. Bestyrelsesformand Lene Espersen er glad for, at bestyrelsen nu dækker bredt geografisk:

”Det er med stor glæde, at jeg på bestyrelsens vegne byder Lars Peter Christiansen og Niels Arnold Lund velkommen i bestyrelsen. Det er to meget kompetente kræfter, der nu tilføres Green Hub Denmark. Lars Peter Christiansen og Niels Arnold Lund kommer begge med indgående brancheindsigt fra henholdsvis Thy-Mors Energi og Skagen Havn, og samtidig får bestyrelsen sikret en bred geografisk dækning i Nordjylland. Jeg ser frem til et tæt samarbejde til gavn for grøn omstilling og vækst i Nordjylland,” siger Lene Espersen, Bestyrelsesformand for Green Hub Denmark.

Green Hub Denmark vil gøre Danmark og Nordjylland til samlingspunkt for morgendagens grønne løsninger, og gøre Nordjylland til et af verdens førende storskala testcentre for grøn omstilling for virksomheder og andre aktører, der har grønne idéer og produkter, som skal testes og demonstreres i en real-life kontekst, inden de er 100% markedsparate.

Det er vigtigt for partnerskabet bag Green Hub Denmark at sikre bred, regional forankring, og Lars Peter Christiansen ser frem til at indtræde i bestyrelsen:

”Stærke partnerskaber for handling er vigtige elementer i den grønne omstilling. Vores samfund står over for nogle udfordringer, som har størst chance for at blive løst, hvis vi gør det i fællesskab. De stedbundne ressourcer som vind, sol, bølger og undergrund bør bringes i spil, for de kan gøre Nordjylland til frontløber, når det gælder carbon capture og Power2X. I den proces spiller Green Hub Denmark en vigtig rolle i forhold til at tiltrække forsknings- og demonstrationsaktiviteter til det nordjyske. Jeg ser frem til at skabe stærke lokale løsninger, som vil kunne skabe flere arbejdspladser og eksportmuligheder for Nordjylland og Danmark i fremtiden.”

Niels Arnold Lund ser også Green Hub Denmark som et stærkt og nødvendigt partnerskab for at nå i mål med den grønne omstilling:

”Hos Skagen Havn har vi forpligtet os til at være klimaneutral i 2030, og vi har netop søsat en ny bæredygtighedsstrategi. Vi får brug for stærke samarbejdspartnere for at nå i mål med ambitionerne, og jeg ser stor værdi i, at Green Hub Denmark samler Nordjylland og vores mange kompetencer på tværs af brancher og sektorer. Vi skal have løsningerne ud i virkeligheden, så det er rigtigt set, at vi har brug for storskala test og demonstration af de løsninger, der skal få os i mål. Jeg glæder mig til at indgå i bestyrelsesarbejdet og bidrage til forankringen af Green Hub Denmark-initiativet.”

Fakta:

  • Green Hub Denmark blev etableret i maj 2020
  • I november 2020 blev Green Hub Denmark etableret som erhvervsdrivende fond og Lene Espersen indtrådte på posten som bestyrelsesformand
  • I sensommeren 2020 sluttede samtlige nordjyske kommuner og Region Nordjylland sig til partnerskabet, og de samlede investeringer i Green Hub Denmark fik et skub opad til 7,5 milliarder kroner.
  • Green Hub Denmarks sekretariat udgøres af repræsentanter fra Aalborg Forsyning, Aalborg Kommune, Thisted Kommune, Energibyen Frederikshavn, Hydrogen Valley/CEMTEC, Aalborg Universitet, Region Nordjylland, Center for Logistik og Samarbejde og Norddanmarks EU-kontor.

Den samlede bestyrelse:

  • Bestyrelsesformand, Lene Espersen, adm. direktør for Danske arkitektvirksomheder
  • Claus Holstein, adm. direktør for Port of Aalborg
  • Jakob Stoustrup, professor og prodekan for det tekniske fakultet for it og design ved Aalborg Universitet
  • Peter Rindebæk, formand for DI-Aalborg
  • Rasmus Haugaard, formand for Erhverv Norddanmark
  • Mette Schmidt, formand for ErhvervsNetværk 9220
  • Ole Nielsen, direktør for Himmerland Boligforening
  • Søren Gais, adm. direktør for Aalborg Forsyning
  • Thomas Lyngholm, direktør for RenoNord
  • Christian Roslev, Kommunaldirektør for Aalborg Kommune
  • Lars Peter Christiansen, Adm. direktør for Thy-Mors Energi
  • Niels Arnold Lund, Bestyrelsesformand for Skagen Havn

For yderligere information, kontakt:

  • Lene Espersen, Bestyrelsesformand, Green Hub Denmark, tlf. 2327 6926
  • Lars Peter Christiansen, Adm. Direktør, Thy-Mors Energi, tlf. 7219 8801
  • Niels Arnold Lund, Bestyrelsesformand, Skagen Havn, tlf. 2085 4004
  • Mette Larsen, Kommunikationskonsulent, Green Hub Denmark, tlf. 2520 1568